Log in
  • Hvordan logger jeg på?

    Første gang, du spiller Pengeby, skal du oprette en brugerprofil med et brugernavn og en adgangskode.
    Husk at det er mest sikkert, hvis du bruger et andet navn end dit eget. Klik på ”Nyt spil”. Du skal ikke have en e-mailadresse for at kunne oprette dig som bruger.
    Gem gerne oplysningerne et godt og sikkert sted.

  • Kan jeg bruge det samme brugernavn og adgangskode næste gang, jeg spiller?

    Du kan sagtens logge ind med samme brugernavn og adgangskode igen. Du klikker bare på ”Spil videre”. Nu skriver du det samme brugernavn og den samme adgangskode, som du brugte sidst.

  • Kan jeg spille uden at oprette et brugernavn og en adgangskode?

    Nej, du kan ikke spille Pengeby uden at oprette en brugerprofil.

  • Hvad gør jeg, hvis jeg har glemt mit brugernavn og min adgangskode?

    Du bliver nødt til at oprette en ny brugerprofil, hvis du glemmer dit brugernavn eller din adgangskode. Vi gemmer ikke dit brugernavn og din adgangskode, og vi kan derfor ikke sende det til dig.

  • Hvor mange brugerprofiler kan jeg oprette?

    Du kan oprette lige så mange profiler, du vil. Men det er sjovere at fortsætte med at spille Pengeby med den samme brugerprofil. Spillet udvikler sig hele tiden, og det er sjovere at komme længere i spillet end at skulle starte forfra.

  • Kan jeg spille Pengeby alene?

    Du kan spille Pengeby lige præcis, som du ønsker det. Du kan være alene eller sidde sammen med andre – det bestemmer du selv.

Min figur
  • Hvordan laver jeg en figur i spillet?

    Når du starter et nyt spil, skal du lave din egen figur. Du kan vælge ansigt, hår og tøj. Når du har lavet din figur, kan du komme i gang med selve spillet.

  • Kan jeg lave min figur om?

    Du kan altid lave din figur om i løbet af spillet. Du skal blot trykke på figuren i venstre hjørne af skærmen eller gå til det hus, hvor spillet starter.

Datasikkerhed og pengeby
  • Er Pengeby sikkert at spille?

    Pengeby er et trygt og sikkert univers for børn at bevæge sig rundt i. Pengeby overholder alle retningslinjer for datasikkerhed og GDPR. Spillet indsamler og gemmer ingen personlige oplysninger.

  • Kan Pengeby se, hvem jeg er?

    Danske Bank, der står bag Pengeby, kan ikke se, hvem der spiller spillet. Danske Bank og Danske Banks udviklere opsamler ikke personfølsomme oplysninger eller data, der kan referere tilbage til Pengebys brugere, jvf. reglerne om GPDR.

    Brugerprofiler og loginoplysninger er heller ikke tilknyttet en e-mailadresse. Dermed lagres der ingen kontaktoplysninger om brugerne.  

  • Kan Pengeby huske mig, hvis jeg spiller på samme iPad eller computer?

    Hvis du spiller Pengeby på den samme computer, telefon eller tablet, er der en mulighed for, at dine oplysninger er gemt på enheden. Det afhænger af, hvordan den enkelte enhed eller browser er sat op.

Sådan spiller du Pengeby
  • Hvordan kommer jeg i gang?

    Så snart du har spillet fiskespillet, kan du bevæge dig rundt i byen og prøve nogle af de andre spil i den rækkefølge, du ønsker.

  • Hvordan tjener jeg penge?

    For at tjene penge i Pengeby, skal du først skaffe varer. Du skaffer varer ved at spille nogle af minispillene. Det gælder høstespillet, bispillet, frugtspillet og fiskespillet. Når du har spillet et minispil kan du se de varer, du har tjent, på din skærm.

    Du kan vælge at sælge de varer, du har optjent. Det gør du på markedet. Dermed kan du tjene penge.

  • Hvor kan jeg se mine penge?

    I øverste venstre hjørne af skærmen kan du se hvor mange penge, du har. Dem kan du bruge til at købe for i spillet – bl.a. nye varer og udsmykning af byen.

  • Hvor kan jeg se de varer, jeg har optjent?

    Efter hvert minispil kan du se på skærmen, hvilke varer, du har optjent. Så snart du får varerne transporteret med lastbilen til markedet, vil varerne forsvinde fra skærmen.

  • Hvad betyder lastbilen?

    Efter hvert minispil, hvor du har optjent varer som f.eks. fisk, honning eller frugt, vil damen med lastbilen dukke op. Hun kan transportere dine varer til markedet, hvor du kan sælge dem. Det koster dog 4 mønter at få varerne transporteret. Du skal blot klikke på damen med lastbilen, så kører hun dine varer til markedet.

  • Hvordan sælger jeg mine varer på markedet?

    Så snart lastbilen er kørt, skal du selv gå hen til markedet. Her venter lastbilen med dine varer. Handelsdamen på markedet vil komme med forskellige bud på en pris for dine varer. Du kan nu vælge den pris, du synes bedst om. Så snart du siger ok til et bud, forsvinder varerne fra din beholdning, og dine varer er solgt. Til gengæld får du mønter.

  • Hvor er de varer, jeg ikke har solgt?

    De varer, som du endnu ikke har solgt, bliver i din rygsæk. Her er de stadig dine. Du kan altid vende tilbage senere og få flere bud for dem.

  • Hvorfor reagerer en vare ikke, når jeg trykker på den?

    Nogle gange vil en vare ikke reagere, når du klikker på den og forsøger at trække i den. Det kan skyldes, at du ikke har nok penge til at købe den. Så tjek antallet af dine mønter øverst til venstre for at se, om du har råd til varen.

  • Hvorfor er nogle varer låste?

    Når du starter et nyt spil, vil du opleve, at nogle varer er låste. De bliver først låst op, når du har spillet Pengeby flere gange. Jo flere gange, du spiller, jo større værdi kan varerne nemlig have. Du kan låse op for en vare ved at klikke på låsen.

  • Hvad betyder skorstenen?

    Skorstenen fortæller dig, hvordan miljøet har det i Pengeby. Skorstenen bliver fyldt op med forurening, hver gang lastbilen kører afsted med varer. Når skorstenen er fyldt, vil skraldet begynde at flyde på jorden. Du skal derfor skynde dig at samle skraldet op fra jorden. Du kan også investere i eldrevne lastbiler, så du kan mindske forureningen i skorstenen og dermed også i byen.

  • Hvad skal jeg med skraldet?

    Mens du spiller, vil der løbende komme skrald i byen, som forurener jorden. Når du ser noget skrald, skal du skynde dig at fjerne det. Formår du at holde byen fri for skrald, så bliver din smiley grøn, og du bliver belønnet med mønter.

  • Hvordan får jeg en lastbil, der kører på el?

    Når du har mønter nok, kan du vælge at opgradere lastbilen til en el-lastbil. Det koster en del, men det kan betale sig på sigt – både fordi du er med til at holde Pengeby grøn, og fordi du får flere penge, når byen er ren. Hvis du vil opgradere din lastbil, skal du klikke på låsen.

  • Er der andre måder, jeg kan holde Pengeby grøn på?

    Ud over at købe en el-lastbil, kan du også opgradere nogle af dine andre produktionsenheder, så de forurener mindre. Det gælder elkraftværket og rensningsanlægget. Ligesom med lastbilen skal du have nok mønter, for at du kan opgradere dem – men også her kan det betale sig på sigt at opgradere. Tryk på låsen for opgradere.

  • Hvordan kan jeg gøre Pengeby flottere med fx møbler og planter?

    Du kan vælge at bruge nogle af dine optjente mønter på at udsmykke Pengeby og gøre byen flottere. Der er flere områder i Pengeby, hvor du kan plante blomster eller indrette med f.eks. liggestole, parasoller og andre møbler. Klik på skiltene i græsset, så får du adgang til at købe ting, du kan udsmykke byen med.

  • Hvorfor stopper mini-spillene?

    Uret går i gang, hver gang du spiller og viser, hvor meget tid du har tilbage til at spille i. Uret og spillet stopper, når der er gået ca. 90 sekunder

  • Hvad gør jeg hvis spillet pludselig fryser og ikke længere reagerer?

    Hvis spillet fryser i browseren, så tryk CTRL og F5 for at genstarte spillet. Du kan nu logge ind igen og fortsætte spillet, hvor du slap.

Teknik og styresystemer
  • Hvilke platforme kan jeg spille Pengeby på?

    Du kan spille Pengeby både i en browser eller som app til telefoner og tablets. Spillet findes både til iOS og Android. Pengeby er særlig velegnet til at blive spillet på enten tablet eller i en browser på en computer. Spillet kan dog også spilles på en telefon – også selvom brugeroplevelsen ikke er optimeret hertil.

  • Hvilke styresystemer og browsere understøtter Pengeby?

    Pengeby virker bedst på iOS 13 og nyere samt på Android 10 og nyere. Generelt virker spillet bedst i nyere operativsystemer. Browserversionen understøtter Safari, Edge, Chrome og FireFox og virker bedst i de nyeste browserversioner.

Om Pengeby
  • Hvem har skabt Pengeby?

    Pengeby er udviklet af Danske Bank som et nordisk projekt. Spillet og det tilhørende læringsunivers er udviklet i samarbejde med eksperter indenfor læringsspil, pædagogik og digital læring og er rettet særligt mod faget matematik.

    Selve spillet indeholder ingen referencer eller kobling – hverken direkte eller indirekte – til Danske Bank.

    Pengeby er gratis at spille, og det kræver ikke kontakt eller involvering med Danske Bank at spille det. Derfor er Pengeby også helt fri for markedsføring, logoer og andet, der relaterer til Danske Bank.

  • Kontakt

    Har du spørgsmål til Pengeby, er du altid velkommen til at kontakte Pengebysupport@danskebank.dk.